Bjørn Eriksen blev meget tidligt optaget af at tegne, og modtog som dreng i Nyborg undervisning i billedkunst, hvor han lærte håndværket ved at kopiere de store mestres værker.
Bjørn Eriksen debuterede på KE - Kunstnernes Efterårsudstilling 1985 og udstillede her i 1986, 1987, 1988, 1991, og på Kunstnernes Sommerudstilling 1986, på Kunstnernes Påskeudstilling 1989, 1990, og Charlottenborgs Forårsudstilling 1993.
Udstiller herefter på gallerier, kunsthaller og museer i ind- og udland, fx Gl. Holtegård, Kunstcentret Silkeborg Bad, Frederikshavn Kunstmuseum, Kunstpakhuset Ikast - og internationalt bl.a. i New York, Berlin, Køln, Amsterdam, Barcelona, London, Rio de Janeiro etc. Medvirker 2010 på udstillingen International Fine Art FIFA ved fodbold VM i Sydafrika, som efterfølgende vises i flere lande. Udstiller igen i 2014 ved VM i Brasilien.
I sit maleriske sprog er Bjørn Eriksen tidligt inspireret af Edvard Munch, Delacroix Picasso, Matisse og af de færøske malere Sámal Joensen-Mikines og Ingálvur av Reyni, der tidligt rådgiver ham.
Farverne er mættede, strøgene er kraftfulde. Eksperimenterende lag på lag males der fra det tyndt laserende til det pastose. I begyndelsen maler han ekspressivt-abstrakte naturinspirerede billeder indtil mennesket manifesterer sig, og siden igen abstraheres.
Bjørn Eriksens farvemættede kompositioner vidner om den færøske natur som inspirationskilde. Den blå farve er en gennemgående grundfarve i Eriksens kunst, hvor den bringes i spil overfor komplementært, virkningsfulde kontraster.
I en del malerier udforsker kunstneren tegn og symboler, og stræber mod at skabe et eviggyldigt tegn for mennesket og livskraften. I Weilbachs Kunstnerleksikon 1994 nævnes denne søgen, som et karakteristika for Bjørn Eriksens proces.
I 2008 afføder kunstnerens femte rejse til New York ny inspiration, hvor Bjørn Eriksen bliver grebet af typer og arketyper i den multietniske heksekedel. Han sætter fokus på menneskeskikkelsen i sig selv, og udforsker det kvindelige i manden og det mandlige i kvinden.
Den amerikanske kritiker, Ed McCormack, bemærker Eriksens evne til at fremtrylle kompleksiteten i menneskelige relationer. Ole Lindboe mener i 2005, at Bjørn Eriksen træder ind i en klassisk maleritradition med en ekspressiv malestil, hvor stofligheden fremstår robust og nærmest kradsende.Torben Weirup pointerer kvaliteter i det figurative, der basalt er umiddelbart tryghedsskabende, når vi kan genkende erfaringer og historier.
Bjørn Eriksen aflæser menneskesindet i vores attituder. Med et enkelt penselstrøg sætter han hele figuren på plads, som Matisse, som Picasso gør det. Men han gør det på sin egen Eriksenske facon.
Der er en vedvarende dialog mellem billedets overflade, og den diskutable virkelighed.
