Garadje

Mere om Garadje

Garadje, Karadja, Karaja

(Generelt robuste og slidstærke brugstæpper)

Nær Heriz knyttes Garadje-tæpper. De ses mest i små størrelser og som lange, smalle løbere med geometriske medaljoner. Kvaliteten er som oftest middel eller lidt under. Det er typisk robuste tæpper, som ikke er dyre i handelen. Dog er der samlere, som er på udkig efter de lidt ældre og finere eksemplarer. Kæde- og skudtråde er bomuld, knuden Ghiordes og knudetallet ligger på 80.000-150.000 knuder pr. m2. Farverne er typisk en blanding af naturfarver og syntetiske farver. Bardjid-tæpperne er sjældne at se i handelen i dag.

Garadje ligger i Azerbadjan-provinsen i Iran

Azerbadjan-provinsen Azerbadjan er i det nordvestlige hjørne af Iran, men strækker sig også videre mod nord uden for det iranske territorium. Det er et område, der gennem flere århundreder har været plaget af krige. Hovedstaden Tabriz blev grundlagt i det 7. og 8. århundrede, men i 1200-tallet blev den erobret af mongolerne, hvis leder var Djenghis Khan. I 1400-tallet blev Tabriz Persiens hovedstad under turkmenerne. I 1514 trængte osmannerne ind i provinsen og deporterede en stor del af befolkningen til Tyrkiet. Under safaviderne i 1500-tallet fik hele provinsen og byen Tabriz en opblomstringsperiode, og allerede dengang begyndte de dygtige købmænd fra byen at organisere tæppeeksporten til Europa. Jeg vil fokusere på den iranske del af Azerbajan, fordi det er den, jeg kender mest til.

I midten af 1800-tallet var Tabriz centrum for udførsel af tæpper til verdensmarkedet via Istanbul. Der har altid været dygtige købmænd her, som har været gode til at efterkomme Vestens efterspørgsel på tæpper. I Azerbadjan er der højlandsklima med kolde vintre og varme og tørre somre. Befolkningstætheden i Azerbadjan er forholdsvis høj, sammenlignet med andre provinser i Iran. Størstedelen af befolkningen her er oprindeligt tyrkere, kurdere og armeniere. En stor del af dem er tosprogede og taler både den lokale tyrkiske dialekt og farsi, som er Irans officielle sprog. I dette område udføres tæppeknytningen af både nomader og fastboende. Hos den fastboende del af befolkningen knytter både mænd og kvinder tæpper. Hos nomaderne er det først og fremmest kvindernes arbejde.

Man ser stadig gode, robuste og meget slidstærke tæpper fra Azerbadjan-området i handelen, men produktionen er dalende, som det er tilfældet mange andre steder i Iran. Mange af de tæpper, der ses i handelen i dag, er knyttet i 1980’erne og 1990’erne. Det er tæpper, der giver god valuta for pengene. Mønstrene er ofte store oktagoner eller stiliserede medaljoner med blomster og dyr. I selve byen Tabriz knyttes mange forskellige mønstre, også mønstre som oprindeligt blev knyttet helt andre steder i Iran. Tabriz er opsamlingsby for tæpper fra hele den iranske del af Azerbadjan-området, dvs. tæpper fra Tabriz, Khroy, Heriz, Ahar, Mehrawan, Goravan, Karadja, Lambaran, Sarab, Ardebil, Meshgin og Miyaneh samt tæpper fra nomadernes væve.

Kilde:

Dette er et uddrag fra bogen ”Ægte tæpper knyttet med kærlighed”, skrevet af Martin Munkholm.

Denne informative tæppebog kan endvidere lånes på danske biblioteker og købes her på hjemmesiden: 

KØB BOGEN HER

LÆS BOGEN HER 

Bogen er udgivet af Muusmann forlag.

Se video om Garadje tæpper her: https://www.youtube.com/embed/6LyMORctRKs

Læs om Heriz-tæpper herunder:

Heriz, Heris

Byen Heriz ligger i det nordøstlige Azerbadjan, ca. 65 km øst for Tabriz. Heriz-tæpperne knyttes på opretstående væve, og disse tæpper er et håndgribeligt bevis på, at knudetætheden ikke er ene om at bestemme et tæppes slidstyrke. Her er det den gode, smidige uld, der på trods af en ret grov knytning har vist sig at blive til et særdeles slidstærkt tæppe. Heriz-tæpperne ses ofte i store størrelser, så her er det muligt at finde et stort tæppe til en yderst overkommelig pris. Dog kan de gamle og velbevarede eksemplarer være kostbare.

Mønstret er typisk en geometrisk tegnet medaljon med store bladmotiver i midten og i hjørnerne. Farverne er ofte gyldne, rødbrune og blå samt lys beige. Kæde- og skudtråde er bomuld, og knytningen er Ghiordes. Knudetætheden er 90.000-180.000 knuder pr. m2. Farverne er typisk en blanding af naturfarver og syntetiske farver. I løbet af det 18. og 19. århundrede blev der knyttet nogle meget fine og smukke silketæpper i og omkring Heriz. De er meget sjældne og eftertragtede blandt samlere.