Med udgangspunkt i en fortælling, der refererer til Alice i Eventyrland, antyder værket en atmosfære af ro og sensualitet, hvor et af hovedelementerne (katten), snarere end at være forstyrrende, fungerer som en “alvidende observatør” af denne ro.
Dens smil er et tegn på medskyldighed og magnetisme, en invitation til visuel nydelse og gåde, som ikke dømmer, men betragter med en næsten hypnotisk velvilje.
Den observerer fra oven med et legende, men distanceret blik og er et klassisk element i psykologisk erotik, der udfordrer hovedpersonen ved at ville trække hende ud af hendes komfortzone.
