Carsten Frank, f. 1954
I det seneste år har vi som mennesker levet på kanten af en uvirkelig virkelighed. Ordene Corona og Covid-19 er blandt de mest anvendte, forhadte og udskældte, såvel som interessante og skræmmende. Som alene kunstner ansat på ”fabrikken”, har nedlukningen af samfundet ikke skabt de mest udtalte forandringer for mig. Min dagligdag har ikke krævet specielt meget afspritning, det har heller ikke krævet mundbind, og der har jo i sagens natur sjældent været problemer med at holde afstand. Alligevel flyver sådan et mærkeligt år jo heller ikke bare ubeset hen over hovedet på mig. Som så mange andre har jeg følt mig løsrevet og mere ensom, i en tid som i forvejen, og i hvert fald før Corona, var betydelig fragmenteret, egoistisk og kalkulerende. Det har jeg forholdt mig til.
Bl.a. af disse grunde har jeg ikke haft lyst til eller behov for, at gengive naturen specielt naturalistisk og intakt, men i stedet og netop ramt af tidsånden, har jeg gengivet naturen antropomorf og endnu mere ekspressiv, sammenlignet med de lidt tidligere år. Det er sket intuitivt og efter ærlige ”samtaler” med mig selv, og jeg mærker, at det betyder et mere troværdigt maleri. Det er vigtigt, for et fremprovokeret kunstnerisk udtryk, vil i reglen fejle, og let komme til at læne sig op ad en løgn.
Men naturen er her jo stadig, og så længe kunstneren har lyst og mod til at skabe, og fortolkningen i øvrigt er i dialog med samtiden, er muligheden for at ramme plet med kunsten til stede.
Under ned lukningen i foråret 2020 arbejdede jeg i mit spanske atelier, og oplevede en fuldstændig internering, stort set uden mulighed for at kunne forlade det private hjem. Spanien blev hårdt ramt af pandemien, og først efter 2 måneder i ”fangenskab” lykkedes det min kone og jeg at slippe ud af grebet, og vende tilbage til Danmark. Her har vi været siden, og venter stadig på at kunne vende tilbage igen.
Den aktuelle udstilling er på ingen måde præget af angst og modløshed. Faktisk slet ikke. Jeg indser naturligvis tidens alvor, og ærgrer mig over relativt spildte måneder. Men jeg har også fået plads til endnu mere ro og fordybelse, og det synes jeg selv både ses og mærkes i min kunst. Erindringer og naturlige savn har fået plads.
Jeg forskønner ikke løgnagtigt naturen, men forsøger at gengive og afkode den gennem den herskende tidsånd.
Carsten Frank er autodidakt med studier i kunsthistorie 1978-80. Han er meget optaget af lyset og værkerne synes at beskrive landskabet på forskellige tider af døgnet og året. Carsten Frank arbejder med akryl og olie på lærred samt grafik. Der er smæld i farverne i denne kreds af billeder, der nok er kompositorisk velovervejede men samtidig bærer præg af et kunstnerisk temperament. I dele af billederne formår Carsten Frank at skabe en hel verden i en klynge af lysende blomster, og i det hele taget har også han tydeligvis et mellemværende med lyset. Billederne synes således også at beskrive landskabet på forskellige tider af døgnet og året, og i sine malerier undersøger Carsten Frank, hvilken rolle lyset spiller for hvordan træstammen træder frem i landskabet, eller hvordan lyset falder på de rosa eller gule blomster på træerne og får dem til at… lyse.
Farven – og hvordan farver påvirker hinanden – er sammen med nogle overvejelser over komposition og beskæring måske nok det egentlige anliggende for Carsten Franks billeder. Men det synes, som om arbejderne også udspringer af et eksistentielt behov for at formulere sig om tilværelsen ved at beskrive den ligefremt og ærligt.
Landskabet har været der hele tiden, det har blot ventet, og nu da ventetiden er ovre, ville det – med kunstnerens ord – være løgn ikke at male det, som det er. For Carsten Frank er der ikke nødvendigvis tale om ét landskab, én bestemt udsigt, men nærmere om minder om landskaber smeltet sammen med kunstnerens sind. De figurative landskabsbilleder står i gæld til deres forgængere. Og i sig har de allerede nye begyndelser, der vil føre Carsten Franks maleri helt andre steder hen.
Torben Weirup
Kunstanmelder, Berlingske Tidende
Det er fantastisk, når en kunstners univers er under forvandling, så liv og død kommer på spil. Mange stivner med alderen, men ikke Carsten Frank. Mange ser, men næsten uden at se noget. Derfor har abstrakte flader domineret vor tids malerier, og virkeligheden viskes ud i dem. Men Frank bevæger sig fra det abstrakte mod det konkrete. Rigtig natur, landskaber, bær, ting, stole, borde dukker op af skyggelandet, hvor vi går ensomme rundt. Dybde indfinder sig i den overflade, som vi ellers mest opholder os i. I Franks malerier opdager vi, hvad vi sætter til, når vi kun ser livet i en tåge og er uopmærksomme over for hinanden. Frank viser håbefuldt, at vi er på vej ud af tågen, og at vi gerne vil hinanden. Derfor får “en flade”, som han skriver om serien “Land”, “lys af solen
Men naturalismen er på vej. Jo mere naturlige, ligetil og hjertelige vi bliver, jo mere naturalistisk kan Frank male landskaber og stole som symboler på vort sind og krop, og til sidst måske, engang, os selv, så et levende menneske træder frem.
Dyk ned i Franks billeder. Det betaler sig. Et billede af ham åbner sig, hvis man har det hængende. Find, hvad der rører sig i dit hjerte. Frank er en fintfølende og dybtgående tolker af vort liv, vor psyke og vor tid.
Leo Tandrup
Lektor i historie og kunst, Århus universitet.
