Farver – natur, kemi og symboler
Farvestoffer og indfarvning af garner er en videnskab for sig, både når det handler om naturfarver og om syntetiske farver. Med min erfaring i branchen kan jeg i de fleste tilfælde se på et tæppe, om det er farvet med naturfarver eller syntetiske farver. Jeg har også en fornemmelse af farvernes kvalitet, men jeg er ikke specialist i farvestoffer. For mig handler det om, hvordan farverne taler til mig. For at være 100 procent sikker på, hvad man har med at gøre, må der en kemisk analyse til, medmindre man – som jeg gør i langt de fleste tilfælde – køber sine tæpper hos folk, man har fuld tillid til.
Vil man i dybden med farvelære i forbindelse med ægte tæpper, må man søge oplysninger hos virkelige farvespecialister. Jeg vil nøjes med en gennemgang, som dels bygger på mine egne oplevelser, erfaringer og samtaler med tæppehåndværkerne, dels er inspireret af, hvad min mor skrev om farvestoffer i bogen ”Ægte tæpper i nutidens Iran”, udgivet af Forlaget Ventus i 1997.
Naturfarverne
Naturfarver bygger på plante, animalske og mineralske stoffer.
Plantefarvestoffer udvindes bl.a. af blomster, bær, rødder, blade og nøddeskaller.
Animalske farvestoffer udvindes bl.a. af kochenilleskjoldlusen, kermesskjoldlusen, purpursneglen og af urin, okseblod og myresyre.
Mineralske farvestoffer udvindes bl.a. af alun, alkali, grafit, jernvitriol, kalk, salt og potaske.
Den blå farve udvindes især af indigoplanten.
Røde farver udvindes bl.a. af krappplantens tørrede rod, som bliver malet fint, og kochenilleskjoldlusen samt kermesskjoldlusen.
Til den gule farve bruges bl.a. vinblade, granatæbleskal, safran (støvfang fra safrankrokus) og blade fra resedaplanten.
Sorte, grå og brune farver fremkommer ofte naturligt i ulden fra grå, brune og sorte får. Brune farver fremstilles også af valnøddeskaller og af jord, men da jord indeholder stoffet jernvitriol, kan farven forsvinde med tiden – så at sige ruste væk sammen med ulden. Det bruges derfor sjældent i dag.
Den grønne farve er en blandingsfarve af gult og blåt.
Derudover findes naturligvis utallige variationer, alt efter hvor lyse og mørke nuancerne skal være.
Indfarvning med naturfarver er en langsommelig proces, f.eks. kan en indfarvning med indigo tage 15 dage eller mere.
Inden man går i gang med selve indfarvningen, skal garnet renses godt for overflødigt fedt i varmt vand tilsat soda og sæbe. Derefter kommer det i alunbad i ca. 12 timer, hvorefter det får et opkog og bliver liggende i karret, til det er afkølet. Efter disse forberedelser begynder indfarvningen.
Syntetiske farver
Syntetiske farver blev taget i brug i Iran sidst i 1800-tallet, men starten må betegnes som et sort kapitel i tæppernes historie. De første syntetiske farver var anilinfarver, de var dårlige og bestemt ikke velegnede til farvning af tæppegarner. Men da indfarvningen med naturfarver er meget tidskrævende, er det ikke svært at forstå, at man faldt for fristelsen til at bruge anilinfarver. De gjorde indfarvningen lettere og meget hurtigere, og så var de endda billigere.
Resultatet blev da også, at farverne i tæpperne smittede af og løb ud i vask. Dertil kom, at de falmede meget hurtigt. Derfor falmede de persiske tæppers ellers så gode ry drastisk. For at redde både kvalitet og renommé blev importen af anilinfarver forbudt i 1900, og samtidig blev det forbudt at bruge dem i tæppeproduktionen.
Det fortælles, at man gik så vidt, at man beordrede højre hånd hugget af en tæppeknytter, der anvendte anilinfarver.
Min mor fik over et glas te i basaren fortalt af en god ven, tæppehandler i 4. generation, at hans bedstefar havde overværet, at en stor ladning tæpper, klar til eksport, men farvet med anilinfarver, blev overhældt med benzin og brændt af på torvet. Det skete to gange, og så var problemet på vej til at blive løst.
Man gik derefter tilbage til naturfarverne, og først adskillige årtier senere blev den kemiske farveindustri så dygtig, at man turde bruge syntetiske farver til tæppegarn. I dag bruger man også anilinfarver til tæppegarn, men det er til tæpper i den billige ende af prisskalaen.
Kromfarvestoffet, også kaldet alizarin, er det syntetiske farvestof, der ligger tættest på naturfarverne i farveægthed og kvalitet. Det er også det farvestof, man bruger til at supplere naturens egne stoffer med. Kromfarvestoffet er tæt på naturfarverne i kvalitet. Forskellen er, at kromfarverne ikke er så bløde at se på og derfor virker lidt hårdere i udtrykket, men med alderen får de den patina, der gør dem så smukke. Kromfarver bruges i dag i tæpper i den lidt dyrere ende af prisskalaen.
