På besøg hos nomaderne
En personlig historie fra et af Martin Munkholms mange besøg hos nomaderne
Min familie og jeg har været i Iran så mange gange, at vi for længst er holdt op med at tælle. Det er altid interessant, også selv om det bare er en kort tur med intenst arbejde. Der er dog ikke noget så fascinerende som turene ud til nomaderne.
Der findes nomadestammer ude på landet i stort set alle regioner i Iran. Nogle gange skal man lede længe for at finde dem, eller man skal kende nogen, som ved, hvor de er. Andre gange kan man være heldig at støde på dem, mens de vandrer fra et sted til et andet. Det afhænger meget af årstiden. Nogle af dem er halvnomader og bor fast i huse om vinteren, andre lever som helnomader.
Nomaderne er stolte folk, og for de flestes vedkommende er det et bevidst valg at leve på denne måde. Nogle af dem er ganske velhavende. Man kan se, at deres kvinder bærer fine smykker, og de har mange dyr. Gennem generationer har forskellige magthavere forsøgt at motivere nomaderne til at blive fastboende, blandt andet ved at tilbyde dem jord, som de kan dyrke. Nogle gange er det lykkedes, men der er stadig nomader, som finder det uinteressant. De lever i pagt med naturen, deres liv ude i landet synes ubekymret, og stress er et begreb, som de tilsyneladende slet ikke kender til.
Dog har de udfordringer. Mange af de unge fra nomadestammerne vil hellere ind til de store byer og bo der. Derfor bliver der færre og færre nomader år for år. Jeg er bange for, at det er en livsstil, som langsomt vil forsvinde med tiden. Måske endda inden for overskuelig fremtid. Når det sker, vil et ædelt kunsthåndværk forsvinde sammen med dem. Allerede nu er det meget svært, at finde de rigtige klassiske nomadetæpper i gode kvaliteter. Eksempelvis er tæppetyper som Afshar, Kashgai og Luri blevet svære at opdrive. De var blandt de mest almindelige at finde før i tiden. At de er sjældne nu, skyldes dels at der ikke længere findes så mange nomader, dels at nogle af dem, der er tilbage, knytter andre typer tæpper som eksempelvisGabbeh, Rizbaft og Luribaft.
Når vi har været ude at besøge de forskellige nomadestammer, har vi altid mødt en fantastisk gæstfrihed. De er meget nysgerrige efter at vide, hvor vi kommer fra, og hvad det er for et liv, vi lever. Tæpper køber vi sjældent direkte hos nomaderne. De forlanger alt for høje priser for dem. Når de ser os fremmede, tror de, at vi kan og vil betale meget høje priser for tæpperne. Derfor spørger vi som regel slet ikke til priserne på deres tæpper. Derimod lærer vi meget af vores besøg hos dem.
Vi lærer om, hvor stort et arbejde det er at skaffe råmaterialerne til et tæppe og ikke mindst at knytte det. Vi ser, hvor de får deres inspiration fra. Vi lærer noget om de hårdtarbejdende og stolte mennesker, som med stor tålmodighed og kærlighed til håndværket skaber disse smukke tæpper.
Nomaderne undrer sig over, at vi finder dem og deres livsstil så interessant. Ikke mindst undrer de sig, når vi spørger, om vi kan købe nogle af deres ting. Vi har gennem årene samlet en del værktøj, tøj, kunsthåndværk og smykker. Det er autentiske effekter, som vi i langt de fleste tilfælde har købt direkte hos nomaderne. Her er et eksempel på en særlig oplevelse:
Historien om kvinden med den smukke kjole
Det var i maj 2000. Min søster Helle og jeg var rejst med vores venner, Mohammad og Mehdi, til Mashad og Neishapour i Khorasan-provinsen i det nordøstlige hjørne af Iran. Vi besøgte vores ven Masod, som bor i Neishapour. Herfra er der kun nogle få timers kørsel ud til det område ved Bojnurd, hvor der findes nogle kurdiske nomader, som vi gerne ville besøge.
Vi havde overnattet hos Masod i Neishapour og var kørt hjemmefra tidligt om morgenen. Vi vidste ikke præcis, hvor vi kunne finde nomaderne, så vi måtte bare køre ud i det blå og lede efter dem. Efter et par timers kørsel på mere og mindre fremkommelige veje mødte vi en politimand på motorcykel. Vi spurgte, om han vidste, hvor vi kunne finde nomaderne, og vi var heldige. Han begyndte venligt at forklare, hvordan vi skulle finde vej dertil, men da han godt selv kunne høre, at hans forklaring blev lidt krinkelkroget, tilbød han at køre foran os derud.
Det var meget venligt af ham. For vi kørte langt, langt ud på landet, vejene blev dårligere og dårligere, og vi to danskere kiggede på hinanden og grinede lidt. Det var, som om vi tvivlede på, om vi overhovedet ville kunne finde hjem igen, og det var meget varmt. Særligt for min søster. Ifølge iransk lov skal hun som kvinde være tildækket med tørklæde, lange ærmer og en tynd sommerfrakke.
Endelig nåede vi frem. Vi kunne se nomadernes sorte telte fra vejen og det hvide telt, hvor børnene modtager skoleundervisning. Da vi kom lidt nærmere, var det mest iøjnefaldende en af kvinderne, som bar en meget smuk kjole. Hun stod med en pilli og spandt garn.
Vi spurgte en mand, om vi måtte se os omkring og blev straks budt velkommen. Vi fortalte, at vi var kommet fra Danmark med det formål at besøge lige netop deres nomadestamme. Skønt ingen af dem vidste, hvor Danmark ligger, var de imponerede over, at vi var rejst så langt for at besøge dem. De bød os på te.
Vi blev hurtigt populære hos børnene, for vi havde slikkepinde med til dem. Heldigvis havde vi mange slikkepinde, for der var mange børn. De voksne var vilde med vores små gule ”post-it”-blokke fra Red Barnet og vores reklamekuglepenne fra Belle Kunst. Der var en god stemning, og der blev grinet meget.
Vi blev budt indenfor i teltene og fik lov at se, hvordan de levede og arbejdede. Vi spurgte, om vi måtte købe den pilli, som den unge kvinde stod med, da vi kom. Det måtte vi gerne, men man kunne tydeligt se, at de undrede sig over, hvad vi mon ville med den.
Både min søster og jeg havde uafhængigt af hinanden lagt mærke til den smukke kjole, som den unge kvinde bar. Den kunne vi begge godt tænke os at få med hjem til vores samling af nomadedragter, smykker og værktøj. Vi tog mod til os og sagde til Masod, at han skulle spørge hendes mand, om vi måtte købe den. Det er naturligvis grænseoverskridende at spørge et fremmed menneske, om man må købe deres tøj. Men når der nu var så god stemning, turde vi godt spørge alligevel.
Masod kom tilbage til os og sagde, at manden havde forlangt en meget høj pris for kjolen. Så høj, at han slet ikke ville fortælle hvor meget. Det var lidt ærgerligt. Jeg var i det vittige hjørne og sagde for sjov til ham, om det så var med konen eller uden? Det var nu ikke meningen, at den sætning skulle oversættes, det var bare en intern vits. Masod, som er en slagfærdig fyr, var lige så meget i det vittige hjørne som jeg, og han oversatte straks med et glimt i øjet. Heldigvis forstod de alle humoren i det og nærmest skreg af grin. Jeg tror virkelig, at det er en dag, som både de og vi altid vil kunne huske.
Der blev fortalt et par sjove historier, og vi snakkede lidt videre om løst og fast. Vi var også inde i et af teltene og se nogle nyfødte gedekid, som var gemt væk i skyggen fra solens ubarmhjertige varme stråler.
Det var blevet eftermiddag og ved at være tid til at vende næsen hjemad. Vi havde en lang tur tilbage til Neishapour foran os. Vi begyndte at tage afsked, takkede for deres gæstfrihed og gjorde klar til at køre afsted. Lige da vi skulle til at stige ind i bilen, kom en ung kvinde med en pose. Det var den unge kvinde med kjolen. Hun havde skiftet tøj, og kjolen lå nu i posen, som hun gav til Masod. Vores iranske venner havde købt kjolen til os. Vi fik aldrig at vide, hvad den kostede, og vi kunne heller ikke få lov at betale for den, selv om vi forsøgte ad flere omgange.
Kjolen står nu i vores udstilling i Belle Carpets & Rugs. Den er genstand for daglig beundring fra vores gæster, og ikke mindst er den til daglig glæde for os og et minde om en uforglemmelig tur ud til nomaderne i Iran. Det er den slags oplevelser, som er med til at gøre det til noget helt særligt at være tæppehandler på den måde, som vi er det.
I bilen hjemad talte vi om, hvor underligt det ville være, hvis vi blev opsøgt i vores hjem af folk fra et fremmed land. Når vi så havde vist dem, hvordan vi bor og arbejder og havde drukket en kop kaffe sammen med dem, hvordan ville vi så reagere, hvis de ville købe vores kones tøj!?
