Troels Trier

Mere om Troels Trier

De fleste kender nok Troels Trier fra musikken, først som frontfigur i det legendariske ”Røde Mors Rockcirkus” og senere fra det mangeårige samarbejde med hustruen Rebecca Brüel.
Men det var faktisk billedkunsten, som kom først. Han debuterede i 1961 på Eks skolens sommerudstilling på Den Frie i København. Derefter fulgte det  tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og senere sporadiske studier på kunstakademiet under grafikeren Palle Nielsen.
Det var da også som grafiker, at Troels var med til at grundlægge kunstnerkollektivet Røde Mor, som fra 1968 og i de følgende år forsynede den danske venstrefløj og ikke mindst modstanden mod Vietnam-krigen med en jævn strøm af plakater. Snart kom musikken til, og for Troels vedkommende blev tiden brugt på den i en lang række år.
Nu er han imidlertid vendt tilbage til maleriet og har med humor og satire og sine karakteristiske ”tegneseriebilleder” skabt sig en platform som aktuel og populær billedkunstner.”Tegneserien er én af de mest markante nyskabelser, som vor tid har frembragt indenfor billedkunsten. Den fortættede fortællerstil og det groteske og mytologiske figurgalleri med supermænd og kvinder, talende dyr og fremmede universer er ikke alene en uomgængelig inspirationskilde for billedkunst, litteratur og film, men har også sat helt nye standarder for, hvordan vi alle opfatter vores virkelighed.”
Troels Trier har overført tegneseriens teknik til lærredet. Malerierne er på det formelle plan let aflæselige, idet vægten er lagt på det fortællende og ofte fantastiske eller humoristiske indhold. Billedernes opdeling i felter svarer også til et tegneseriehæftes opslag, hvor de mange rammer med tekst, totalbilleder, nærbilleder og skiftende synsvinkler går op i én stor sammenhæng, som fortæller en historie. Men her hører ligheden også op. For netop hvad fortællingen angår, adskiller disse billeder sig klart fra tegneserien:
“Når jeg maler, gør jeg mig faktisk stor umage med ikke at tænke for meget over, hvad det er, jeg står og laver. På den måde benytter jeg en metode, som oprindeligt blev udviklet af surrealisterne på grundlag af Sigmund Freuds teorier. Ideen er, at man lader intuition og underbevidsthed – the stream of consciousness – styre slagets gang, idet man på den måde forsøger at overskride de snævre grænser, som den logiske tænkning sætter. Så selvom man kan se, hvad de enkelte billeder forestiller, er deres sammenhæng ikke umiddelbart forståelig, og det er som regel først når billedet er færdigt, at jeg finder ud af, hvad det handler om. Men enhver andens mening kan jo sådan set være lige så god som min. Disse billeder skal opfattes som storyboards til en film, hvor det står enhver frit for at lave sin egen handling!”