Ned Cantrell

Mere om Ned Cantrell

Ned Cantrells fascination af sammenstødet mellem det uskyldigt spirende liv, og voldens og dødens hæslige ansigt, er dog ikke uden humor. Kunstneren kan således ikke skjule en egen diabolsk glæde, over på denne måde at punktere den naive uskyld, ligesom en nutidig læser af Dantes “Den guddommelige komedie” finder større behag i afsnittene om Helvede, end i skildringerne fra Paradiset. Det er simpelthen mere befordrende at læse om de usandsynligt opfindsomme torturmetoder i mørkets dyb, end om den salige englesang i det lyse himmerige. Humor er der nok af i Ned Cantrells værker. Den bobler overstrømmende ud af hans værker, og supplerer på denne måde det tankevækkende med det grotesk morsomme. Og det er vel at mærke en latter, der ikke bare siver langsomt ud i æteren som en punkteret varmluftsballon, men en latter, som rent faktisk sætter skub i indbildningskraften. Noget, der ikke mindst skyldes Ned Cantrells visuelle opfindsomhed. Tag nu bare “Glide” – en opstilling af otte bananskræller i en forrygende varieret overdådighed. De ligner små selvstændige væsener i elegante piruetter og det i en sådan grad, at vi helt glemmer, at de for det meste opfattes som irritationsmomenter, vi kan glide i og brække arme og ben på. En sådan interesse for oversete hverdagsobjekter, finder man i store dele af Ned Cantrells produktion, hvilket for en stund kan få en til at tænke på popkunsten. Det er imidlertid snarere Andy Warhols gengivelser af elektroniske stole og biluheld, end sammes glinsende versioner af suppedåser og colaflasker, som er relevante her. Når Ned Cantrell arbejder med hverdagsobjekter, sker der altid noget uforudset og ofte faretruende med dem. “Blow Up – Blowout” forestiller noget så lakonisk som fire parfume- eller shampooflakoner i klare lysende farver. Luften er imidlertid gået ud på en af dem, så de er sunket modløse sammen. Modløs er netop ordet, for flakonen er ikke bare et halvvejs tømt hverdagsobjekt. I Ned Cantrells bearbejdning får den noget menneskeligt over sig. Den slatne, sammensunkne form kommer til at symbolisere entropi, nederlag, impotens, tab af værdighed eller hvad man nu kan forestille sig af store eller små katastrofer. Og det er fordi Ned Cantrell deler barokkunstnerens fascination af døden, forgængeligheden og altings timelighed. Med sin på alle måder barokke fantasi, visuelle overskud og sorte koglende humor er Ned Cantrell en kunstner, der viser, hvad man også kan bruge glas til. Med hans fantasifulde værker har vi for længst overskredet kunsthåndværkets rammer og er kommet ind i skulpturens og installationens gebet. Og er samtidigt blevet både pirret og pirket til.
“Honey and Venom”, hedder en af Ned Cantrells glasskulpturer, forestillende et hvidt kranium med tomme øjenhuler og en spøgelsesagtig række fortænder. På dette ultimative “Memento Mori”-symbol er påført den sorte silhuet af en smuk, ung og meget levende kvinde i en yndefuld og koket stilling. Med andre ord: livet i sin mest ferskenbløde og sanselige form, overfor det håndfaste bevis på dødens konstante nærvær. Livets og dødens evige favntag ligger som et hovedmotiv i store dele af kunsthistorien, fra reliefudsmykningerne på de gamle europæiske katedraler over barokkens altertavler til symbolismens fascination af dødekult og måneskinsbelyste kirkegårde. Det er i denne sammenhæng, man skal se Ned Cantrells glasarbejder. Som moderne, opdaterede udgaver af et tema, der er ældgammelt, men ikke desto mindre sørgeligt aktuelt og vedkommende. For lever vi ikke i en tid, hvor økologisk nedsmeltning, trusler om terror, vejrmæssige katastrofer og en relancering af den kolde krig bringer truslen om en snarlig død helt ind på nethinden af os alle? Den død, som selv ikke alverdens plastickirurger, coaches og personlige guruer kan forhindre. Den død, der altid kommer som en uindbudt gæst, når vi mindst venter det.