Om Lafonloehr

Kunstneren bag billederne hedder Lafonloehr. Men Lafonloehr er ikke een kunstner, Lafonloehr er to hænder der maler, to temperamenter der mødes, to forskellige farveholdninger og formsprog i samtale med hinanden.  I...

Læs mere

Viser 1–12 af 22 resultater

Viser 1–12 af 22 resultater

Mere om Lafonloehr

Kunstneren bag billederne hedder Lafonloehr. 
Men Lafonloehr er ikke een kunstner, Lafonloehr er to hænder der maler, to temperamenter der mødes, to forskellige farveholdninger og formsprog i samtale med hinanden.  I samme billede.  Dialogen er startet i billedet, længe før beskueren fortsætter den. Lafonloehr har eksisteret siden 1984. 
Bag navnet gemmer sig to personer, af hver sit køn, fra hver sit land, med hver sit sprog.  I 1984 indledte Jytte Loehr, København, og Jean-Marc Lafon, Paris, en dialog på lærred.  Den ene starter et billede, den anden fortsætter – svarer. 
Lafon og Loehr skiftes til at male indtil billedet er færdigt.  Processen er ordløs, billedet er ikke designet og diskuteret på forhånd.  Dialogen ligger i handlingen, i selve udførelsen af billedet.   Billeddialogen kan være langvarig og føres over lange afstande, mellem København og Paris.  Den rummer overraskelser og udfordringer, som enhver god samtale.
Præmisserne er, at alt er tilladt.  Kun formatet er uforanderligt.  Man kan male over, slutte, ændre, indføre nye elementer og farver.  Det sker, at noget i billedet er forsvundet, som den ene maler særlig godt kunne lide.  Udfordringen ligger i at kunne bevæge sig et andet og ukendt sted hen, at kunne udholde at billedets præmisser ændrer sig fra gang til gang.  Maleren må lade sig føre både af noget i sig selv – sine egne impulser – og af noget udenfor sig selv – tilstedeværelsen af den anden i billedet.  Den dobbelte udfordring er på een gang at kunne holde fast på sig selv og kunne lade sig modificere undervejs i processen.  At male på denne måde fordrer vilje til at lade hvert billede være en læreproces, hvis resultat er ukendt på forhånd.  Billedet er færdigt, når der ikke er mere at tilføje.  Lafonloehrs billeder virker som en enhed.  Man ser ikke de to hænder bagved, man ser ikke dialogens bestanddele, kun dens resultat – det vellykkede samspil.  Dialogens bestanddele består af den ene malers trang til at være billedets arkitekt, optagetheden af omrids og den stærke kraftfulde form.  Og den anden malers optagethed af det flydende og bevægelige, dét der får en form til at løse sig op – spændingen mellem det bevægelige og statiske.  Det er således to forskellige malere, der arbejder i samme billede.  Og som når frem til et “tredje” billede, som ingen af dem vil kunne producere alene.
Historien og dette samarbejde fortæller om en usædvanlig produktionsmetode – og om drømmen om den gode dialog.Eet billede, een person.  Een malers tanker, følelser og temperament omsat til form og farve på en overflade.  Det er sådan vi opfatter billeder, som monologer.  Dialogen starter i det øjeblik, hvor beskuerens øje møder billedet, ser det og lader det tage plads i bevidstheden.