Om Rafael Ramirez Máro

Han veksler på dydisk vis mellem de forskellige kunsthistoriske epoker og bringer lige så meget til livs som Rembrandt, Tintoretto, Goya og Leonardo DaVinci. I kunsten er der ingen forskel...

Læs mere

Viser alle 4 resultater

Viser alle 4 resultater

Mere om Rafael Ramirez Máro

Han veksler på dydisk vis mellem de forskellige kunsthistoriske epoker og bringer lige så meget til livs som Rembrandt, Tintoretto, Goya og Leonardo DaVinci.
I kunsten er der ingen forskel på den tidsmæssige nærhed og de århundreder lange distancer – Rafael Ramirez berør det kunstneriske udtryk af følelser, tanker og visioner, der ses i mange historiske forklædninger, men som altid har samme tidsmæssige oprindelse.Hvad gør et stykke kunst til kunst?
Dette spørgsmål bliver diskuteret i afdelingen for praktisk og teoretisk æstetik på MBU. Grundlaget for diskussioner somme denne har rødder i den menneskelige og filosofiske tilgang; hvad gør mennesket menneskeligt?
Hvordan manifesterer det enkelte menneske sig i det kulturelle og kunstneriske univers?
Ifølge det paleo-antropologiske synspunkt er det frem for alt de åndelige træk, der karakteriserer det evolutionære kvantespring op til ”mennesket”.
Dette spirituelle transcendentale element manifesterer sig selv i kunstværket som levende og åndende, (”… Og Gud pustede sit åndedræt i hans næsebor og mennesket blev til en levende sjæl”), (Genesis 2.7)
Kun når et stykke kunst er ”levende”, når det har en ”sjæl”, når det ”trækker vejret” kan det udtrykke noget spirituelt i sig selv – først dér er det et kunsthåndværk.
Kunstværket bliver ”levende”, taler til os og man kan tale med dét.
Denne dialog finder ikke kun sted imellem værket og seeren, men også inde i selve kunsten og finder sted på forskellige niveauer og på forskellige måder i værket, alt efter kompleksiteten af forskellige kunstneriske typer og teknikker.
Dialogen i værket taler også til andre værker fra tidligere århundreder og gennem citater, omskrivninger osv.
Denne dialogens kraft i værkerne forvandler et stykke kunst til et ”talende” fænomen.
Alt efter dybden virker denne egenskab, mere eller mindre, på os mennesker som gribende, ikke kedelig eller kortlivet, som man ser i den karakteristiske trivielle kunst.
Denne gribende effekt har også effekt på mennesket selv, i det dét spirituelle åndedræt fra værket passerer videre igennem seeren.
Værket og den grebene trækker vejret sammen øjeblikkeligt og der åbnes op for nye spirituelle rum – rum, som ellers i hverdagen ikke ville være åbne for.
Heri kan du finde den berigende kapacitet i værket og fremstillingen af værkets vigtige bidrag til raffineringen af mennesket.
Dermed bliver kunst og kultur en grundlæggende del af menneskets udvikling af et fremtidigt samfund, noget der ikke skal undervurderes.
Også konstruktiv kritik af de trivielle manifestationer i kunst og kultur er grundlæggende i modbevægelsen til ophøret af følsomhed i kunst.